Mads Kofod har været ansat siden 1993


– Min rolle som afdelingsingeniør betyder, at jeg til daglig varetager en god blanding af administrative opgaver, ledelsesopgaver og klassiske ingeniøropgaver. Jeg er ansvarlig for afdelingens budgetter, jeg skal sikre, at medarbejderne trives, og jeg fungerer også løbende som entrepriseleder. Derudover deltager jeg i udviklingsprojekter, hvor jeg skal være med til at indtænke og sælge Aarsleffs ekspertiser.

Som afdelingsingeniør er det mit overordnede ansvar, at vi får vores projekter i mål inden for den økonomiske og tidsmæssige ramme og i Aarsleffs høje kvalitet. Det kræver en god, generel viden og evnen til at sætte de rette kompetencer på de rette projekter – derfor skal jeg altid være i tæt dialog med mine dygtige medarbejdere og koordinere med dem. Det kan selvfølgelig være lidt af et puslespil, men det gør det også spændende.

Jeg har efterhånden deltaget i rigtig mange projekter i Aarsleff og har altid oplevet mine kolleger på tværs af organisationen som meget hjælpsomme. Alle har en fantastisk vilje til at hjælpe hinanden og finde den bedst mulige løsning på projekterne. Jeg tror, at det store engagement skyldes, at man hos Aarsleff aldrig stopper med at lære. Vi får lov til at præge vores egen hverdag og tager derfor et stort medansvar. Netop det gode samarbejde er helt sikkert grunden til, at jeg er så glad for at gå på arbejde. 

Ronny Steen Kjærgaard har været ansat siden 1998


– Min tid går især med at lægge rør til kloaksystemer og på andre måder hjælpe med kloaketablering. Det gør jeg både med håndkraft og ved hjælp af maskiner som minigravere, tromler og fladvibratorer. I den forbindelse er det vigtigt at have et godt øje for detaljen – særligt når vi skal nivellere bunden til en kloak, hvor selv den mindste ujævnhed kan gøre det svært at få plads til rørene.

Selvom jeg primært udfører jordarbejde, deltager jeg også i mange betonprojekter. Derfor er det vigtigt med en bred indsigt i faget og for eksempel at vide, hvornår man skal bruge ét værktøj frem for et andet. Hvis vi har behov for et nyt værktøj, får vi det typisk allerede dagen efter og uden diskussion. Det, synes jeg, er meget positivt.

Jeg indgår i et rigtig godt team af håndmænd, struktører og maskinførere. Vi er udstationerede, hvilket vil sige, at vi bor ved byggepladsen fire dage om ugen, hvor vi har nogle lidt længere arbejdsdage. Til gengæld kan vi så holde lang weekend. Vi er derfor meget sammen, og netop det gode makkerskab gør, at jeg trives så godt hos Aarsleff.

Da jeg havde været ansat som håndmand i en årrække, blev jeg i efteråret 2012 uddannet struktør. Det var min leders idé, at jeg skulle have en uddannelse, og i dag er jeg rigtig glad for, at jeg tog imod tilbuddet. Faktisk tror jeg, det er ret kendetegnende for Aarsleff, at man som medarbejder får mulighed for at udvikle sig fagligt.   

Cecilie Iller Wærsted har været ansat siden 2013

- Som entrepriseleder er det min opgave at sikre, at projekterne kører, som de skal. Det kræver et stærkt planlægningsgen og et godt overblik. Min arbejdsdag indebærer en god blanding af økonomi, jura og praktiske udfordringer, så der er mange kompetencer i spil, når jeg har snor i tidsplanen og budgetterne. Det er lidt ligesom skak, for jeg skal altid tænke ti skridt frem og vide, hvordan én ændring i planen kan påvirke hele projektet. 

Jeg har en afvekslende hverdag: Den ene dag udarbejder jeg tidsplaner og rapporter på kontoret i København, den næste dag går jeg rundt i sikkerhedsstøvler på byggepladsen i Jylland. Der er altid nye projekter, nye kolleger og nye kunder – og dermed rig mulighed for at være involveret i en masse spændende opgaver.

Det gode kollegaskab er virkelig et plus. Jeg nyder at have med mennesker at gøre, og det er fantastisk, at vi her har alle typer samlet på én byggeplads. Tonen er også meget fri, og vi er gode til at hjælpe hinanden, når der opstår udfordringer. Mit samarbejde med andre afdelinger i Aarsleff kører også godt – der er ikke noget ”os og dem”-pjat. Vi er én samlet enhed i sidste ende, så det handler om at trække på hinandens erfaringer, spænde hjelmen og finde løsninger sammen.

Jeg oplever generelt min arbejdsplads som meget lydhør, og jeg får lov til at præge mit job i den retning, jeg ønsker. Vil jeg gerne på et bestemt projekt, kan jeg altid lægge et ønske ind. Det er selvfølgelig ikke altid, det kan lade sig gøre, men der er mange gode muligheder for at udvikle sig professionelt og vise, hvad man kan.  

Christoph Valentin Olsen har været ansat siden 2007


– Egentlig sidder jeg med to kasketter i Aarsleff. I min rolle som sektionsingeniør har jeg det overordnede ansvar for mandskabet og maskinerne i min sektion. Det vil sige, at jeg står på mål for, at alle medarbejdere altid ved, hvad de skal lave og hvornår, og at vores projekter bliver gennemført til tiden og i den bedste kvalitet. Samtidig løfter jeg en række projektlederopgaver, fordi jeg har stor erfaring med netop projektledelse af større og mindre projekter i Aarsleff.

Fælles for mine opgaver er, at de kræver et stort overblik og en struktureret tilgang til arbejdet. Både som sektionsingeniør og projektleder er det vigtigt at have øje for, hvordan et projekt bringes bedst muligt videre, samtidig med at jeg skal kigge bagud og sikre mig, at alle opgaver er blevet samlet op. Ud over en ingeniørfaglig ballast er det derfor nødvendigt også at have forståelse for ledelse, økonomi og kommunikation for at få projekterne til at gå op i en højere enhed.

Jeg har udviklet mig meget, siden jeg første gang kom til Aarsleff – dengang som praktikant fra Tyskland. Fra dag ét har jeg oplevet Aarsleff som et sted med god mulighed for selvstændig opgaveplanlægning og udførelse, men som også tilbyder den nødvendige support fra alle steder i organisationen. Det er nok det, der især kendetegner Aarsleff som arbejdsplads: frihed under ansvar og viljen til at støtte medarbejdernes faglige udvikling.