Storebæltsforbindelsen åbnede med pomp og pragt i 1998. Projektet holdt Aarsleff travlt beskæftiget i tiåret op til åbningen, og det enorme anlægsarbejde blev samlet set en milepæl, der tydeliggjorde, at koncernen er i stand til at håndtere meget store projekter – planlægge dem, prissætte dem og få dem ekspederet meget hurtigt.

Gynger og karruseller
Aarsleff var involveret i et konsortium på selve brobyggeriet. Dette blev imidlertid ikke nogen ubetinget økonomisk succes. Hvad der blev tabt på gyngerne, blev til gengæld vundet på karrusellerne. Anlægsafdelingen udnyttede sit fulde potentiale i perioden med en lang række entrepriser på ordresedlen; heriblandt landvinding ved Knudshoved, udgravning af en million kubikmeter jord på Sprogø samt mindre motorvejsstrækninger. De betydelige kompetencer erhvervet inden for vandbygning gennem flere årtier kom for alvor i spil.