08.07.2008 - Selskabsmeddelelse
Aarsleff skal udbygge Muuga Havn i Tallinn
Aarsleff har indgået kontrakt på udbygning af containerterminalen i Muuga Havn ved Estlands hovedstad Tallinn. Havnen i Tallinn er blandt de største ved Østersøen og består af flere havne, hvoraf Muuga er den absolut største.
Udbygningen er en del af en større plan for Muuga Havn og består i udførelse af nye kajanlæg, indpumpning af sand og uddybningsarbejder. Kontrakten skal udføres i samarbejde med danske Rohde Nielsen A/S og estiske KMG Inseneriehituse AS.
Aarsleff skal udføre de 800 løbende meter kajvæg, som består af rammede spunsjern og rørpæle. Derudover skal Aarsleff udføre stensætningsarbejderne bestående af 30.000 kubikmeter brudsten. Partnerne skal udføre henholdsvis sandindpumpning og uddybning samt betonarbejder.
Kontrakten er vundet i international licitation, og den samlede kontraktsum er på 430 millioner kroner, hvoraf Aarsleffs andel er på 200 millioner kroner. Arbejderne begynder nu og forventes afsluttet om 18 måneder.
Ordren giver ikke anledning til at ændre forventningerne til indeværende års resultat, som afsluttes 30. september 2008.