25.06.2014 - Selskabsmeddelelse
Wicotec Kirkebjerg på Psykiatrisk Center i Skejby
Aarsleff-datterselskabet Wicotec Kirkebjerg A/S skal udføre teknikentreprisen og efterfølgende være driftsoperatør på facility management-kontrakten, som løber over 25 år, på Nyt Psykiatrisk Center i Skejby nord for Aarhus.
Projektkonkurrencen på Danmarks hidtil største OPP-projekt er vundet af et konsortium bestående af Pensionskassernes Administration A/S (PKA), Lærernes Pension Ejendomsaktieselskab og KPC Herning A/S. Herefter indgår KPC, som totalentreprenør, kontrakt med Wicotec Kirkebjerg på teknikentreprisen til en samlet værdi af 282 millioner kroner.
Wicotec Kirkebjergs teknikentreprise består af de totale tekniske installationer indeholdende blandt andet el, vvs, ventilation, bygningsautomation og sikkerhedssystemer i det 50.000 kvadratmeter store nybyggeri i Skejby. Selve byggeriet forventes at gå i gang sidst på året og tages i brug ved årsskiftet 2018/2019.
Efterfølgende 25-års facility management
Ud over ovennævnte teknikentreprise skal Wicotec Kirkebjerg udføre facility management de næste 25 år til en samlet værdi af 625 millioner kroner. Driftskontrakten på facility management omfatter primært drift og vedligeholdelse af bygninger og tekniske installationer samt visse serviceydelser.
Facility management-kontrakten bliver indgået mellem PKA, som ejer OPP-selskabet, og Per Aarsleff A/S med Wicotec Kirkebjerg som udførende part.
Danmarks største OPP-projekt
Projektet, Nyt Psykiatrisk Center i Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU), er Danmarks hidtil største OPP-projekt.
Kontraktkomplekset mellem de involverede parter forventes underskrevet i den nærmeste fremtid. Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2013/2014.