22.07.2014 - Selskabsmeddelelse
Aarsleff skal bygge nyt værksteds- og lageranlæg i Thule
Per Aarsleff A/S har indgået kontrakt på opførelsen af et nyt værksteds- og lageranlæg på Thule Air Base i Grønland.
Kontrakten har en værdi af 190 millioner kroner, og basens flåde af biler og entreprenørmateriel skal serviceres og vedligeholdes i anlægget, som bliver på 4.900 kvadratmeter.
Kontrakten er indgået med den amerikanske regering, US Air Force, og projektet er en del af det amerikanske forsvars overordnede moderniseringsplan for Thule Air Base.
Aarsleff udfører kontrakten i totalentreprise og er således ansvarlig for både projektering og selve udførelsen af anlægget, mens de mekaniske og elektriske installationer udføres af Aarsleffs datterselskab Wicotec Kirkebjerg A/S.
Arbejdet begynder nu og afsluttes medio 2016.
Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2013/2014.