03.09.2015 - Selskabsmeddelelse

Aarsleff forventer endnu en rammeaftale i Østjylland

Per Aarsleff A/S forventes i nærmeste fremtid at indgå rammeaftale med Aarhus Vand A/S om fornyelse af vand- og spildevandsledninger ved opgravning samt drift af vand og spildevand til en samlet værdi af 420 millioner kroner i perioden fra 1. januar 2016 til 31. december 2021.

I august underskrev Aarsleff rammeaftaler med Favrskov Spildevand A/S, Odder Spildevand A/S og Aarhus Vand A/S om opgravningsfri fornyelse af spildevandsledninger i de tre forsyningsområder. De tre kontrakter har en værdi af 150 millioner kroner og løber ligeledes fra 2016 til 2021.

Samlet forventes alle fire rammeaftaler at have en værdi af 570 millioner kroner. Aftalerne betyder blandt andet, at Aarsleff og Aarhus Vand A/S fortsætter det mangeårige samarbejde omkring både opgravning og No-Dig.

Aftalerne er en del af en partneringaftale, hvor Favrskov Spildevand A/S, Odder Spildevand A/S og Aarhus Vand A/S gennemfører et fælles rammeaftaleudbud.

”Partneringsamarbejdet styrker samarbejdet mellem bygherre og entreprenør yderligere. Vi ved fra vores mangeårige erfaringer med rammeaftaler udført i partnering, at vi kan skabe innovative tiltag og samtidig effektivisere vores processer og arbejdsmetoder”, udtaler Ebbe Malte Iversen, administrerende direktør hos Aarsleff.

Kontrakterne ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2014/2015.