17.11.2008 - Selskabsmeddelelse

Aarsleff og Insituform Technologies, Inc. har indgået forlig

Aarsleff har aftalt et forlig med Insituform Technologies, Inc. (ITI), som gennem flere år har sagsøgt Aarsleff vedrørende betalinger af licensafgifter i forbindelse med udløbne licensaftaler. Forliget medfører en betaling fra Aarsleff til ITI på USD 8,5 millioner. Forliget indebærer, at Aarsleffs intellektuelle rettigheder er fremtidssikrede.

Som tidligere meddelt har Aarsleff foretaget skønsmæssige hensættelser vedrørende retssagen, der har verseret ved retten i Tennessee, USA. 

Forliget betyder, at helårsresultatet for regnskabsåret 2007/2008 reduceres fra det hidtil forventede niveau på 290 millioner til nu cirka 280 millioner kroner før skat.

Årsregnskabsmeddelelsen vil foreligge 19. december 2008.