30.05.2016 - Selskabsmeddelelse

Delårsrapport for perioden 1/10 2015-31/3 2016

Bestyrelsen for Per Aarsleff Holding A/S har i dag behandlet og godkendt selskabets delårsrapport for første halvår af regnskabsåret 2015/2016. Delårsrapporten er ikke revideret eller gennemgået af selskabets revisor.

Resultat af første halvår:

  • Resultat før skat blev 171 mio. mod 190 mio. i første halvår sidste regnskabsår.
  • Koncernomsætningen blev 4.891 mio. mod 4.798 mio. i første halvår sidste regnskabsår, svarende til en stigning på 2 %.
  • Anlæg & Byggeri bidrager med et resultat før renter på 117 mio.
  • Rørteknik bidrager med et resultat før renter på 21 mio.
  • Fundering bidrager med et resultat før renter på 42 mio.
  • Koncernens rentebærende nettoindestående udgør 56 mio. pr. 31. marts 2016.
  • Egenkapitalandelen udgør 42 % pr. 31. marts 2016.

Forventninger til regnskabsåret 2015/2016:

  • For regnskabsåret forventes nu et resultat før skat på 400 mio. mod tidligere forventet 430 mio. Selskabet forventer nu et samlet aktivitetsniveau som sidste regnskabsår mod tidligere forventning om et lidt højere aktivitetsniveau.
  • Første halvår af regnskabsåret 2015/2016 er samlet set stort set forløbet som forventet. Væksten for koncernen var samlet set, som forventet, på 2 % som en kombination af større vækst i Danmark og tilbagegang i udlandet. Andet halvår af regnskabsåret vil blandt andet være påvirket af, at større tilbud enten er blevet udsat eller ikke er vundet i det forventede omfang, samt af de vanskelige markedsvilkår i Østeuropa og Rusland. Vi anser disse omstændigheder som enkeltstående, eller som forhold, vi kan tilpasse os til.
  • Det danske og nordeuropæiske marked for anlægsarbejder og byggeri er stabilt på et højt niveau med gode muligheder for at udnytte de fordele, vores forretningsmodel giver os. Vi kan på den måde videreføre den gode udvikling, koncernen har gennemlevet i de senere år, og tålmodigt gennemføre de lagte planer.

Relaterede dokumenter


Delårsrapport for 1/10 2015-31/3 2016