01.07.2016 - Selskabsmeddelelse
Aarsleff tæt på kontrakt med AP Pension i Odense
Per Aarsleff A/S har i dag indgået en hensigtserklæring med AP Pension om opførelsen af 28.000 kvadratmeter kombineret bolig og erhverv i to store karreer i op til 8 etagers højde på Thomas B. Thriges Gade i Odense. Byggeriet skal udføres som elementbyggeri med facader af tegl og træmaterialer.
Projektet skal udføres af Aarsleff-koncernens selskaber Per Aarsleff A/S og Hansson & Knudsen A/S i tæt samarbejde med arkitekterne Arkitema Architects, rådgivningsfirmaet Midtconsult Holding A/S og AP Pension.
Design- og projekteringsfasen påbegyndes nu og forventes afsluttet med indgåelse af kontrakt på totalentreprisen. Selve udførelsen af byggeriet forventes påbegyndt medio 2018 og afsluttet ved udgangen af 2020. Kontrakten ventes at have en samlet værdi på omkring 350 millioner kroner.
Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2015/2016.