08.07.2016 - Selskabsmeddelelse
Aarsleff tæt på kontrakt på Bispebjerg Hospital
Per Aarsleff A/S har i dag modtaget besked om, at Region Hovedstaden har til hensigt at indgå kontrakt med Per Aarsleff A/S om opførelsen af en ny laboratorie- og logistikbygning på Bispebjerg Hospital i København NV.
Aarsleff skal udføre bygningen i hovedentreprise, som omfatter udførelsen af kloakarbejder, insitubeton og elementarbejder samt facadearbejder. Kontrakten omfatter desuden udførelse af alle indvendige arbejder.
Derudover skal Aarsleff-koncernens selskab Wicotec Kirkebjerg A/S udføre el, vvs, sprinkler og ventilation i bygningen, der opføres i fire etager og får et samlet areal på 7.700 kvadratmeter plus 2.800 kvadratmeter kælder.
Kontrakten har en samlet værdi på omkring 200 millioner kroner, og arbejdet begynder i september 2016 og forventes afsluttet i april 2018.
Kontrakten ændrer ikke ved Aarsleffs forventning til resultatet for regnskabsåret 2015/2016.