18.05.2017 - Funderings nyhedsbrev
Vibrationsfri fundering sikrer bevaringsværdig facade
I Ceres Byen i det centrale Aarhus skyder et otte-etagers erhvervs- og boligbyggeri, Ceres Plaza, for tiden op på Ceres Bryggeriernes gamle grund. I nybyggeriet integreres en bevaringsværdig facade i form af muren fra det gamle bryggeris generatorhus. Facaden gav en del udfordringer i forbindelse med Aarsleffs funderingsarbejde med at ramme pæle til fundamentet og betød, at vi måtte finde en alternativ løsning – i tæt samarbejde med totalentreprenør A. Enggaard A/S og rådgivende ingeniør Geo.
Fra rammede til borede pæle
Funderingsarbejderne til Ceres Plaza begyndte helt efter planen, og Aarsleff Fundering fik rammet 143 30x30 pæle med en længde på 20 meter, inden vi stødte på flere forskellige udfordringer i forbindelse med den bevaringsværdige facade. Den første udfordring førte til, at løsningsmetoden på et specifikt område på byggepladsen måtte gentænkes. Så snart rammearbejdet begyndte i umiddelbar nærhed af muren, blev det tydeligt, at det ikke ville fungere med henblik på at få den genindbygget efterfølgende – den ville ikke kunne holde til rystelserne.
Derfor måtte vi finde en alternativ løsning og foreslog – baseret på tidligere erfaringer – i stedet at benytte GEWI-pæle boret med Aarsleffs egen ankermaskine. Blandt andet på grund af udfordringerne med facaden var arbejdet forsinket, og projektet var under tidspres. Der blev lagt en hurtig designplan, og opgaven blev dimensioneret, hvorefter arbejdet atter tog fart – dog fortsat med visse udfordringer.
Fleksible maskiner og ihærdigt mandskab
Borearbejderne blev udført af en såkaldt ankerkolonne i form af et tremandsteam, der bemandede ankermaskinen, en minigraver og et blandeanlæg. Minigraveren benyttede vi til at håndtere borerørene på ankermaskinen for at sikre de bedst mulige arbejdsmiljøforhold og en høj produktion. Løsningen viste sig at fungere efter planen, men 2-3 meter under jorden gemte sig endnu en udfordring – en op til 80 centimeter tyk betonplade, som gik ind under facaden og derfor kunne risikere at løfte muren. Med ankermaskinen og den borede løsning kunne vi dog langsomt men sikkert bore igennem betonpladen.
Borearbejdet blev yderligere udfordret af opsat stål til at holde facaden på plads, da det gjorde arbejdsområdet svært tilgængeligt. Men takket være et ihærdigt ankermandskab og Aarsleffs ankermaskine med fleksibel mast, der gør os i stand til at bore i nærmest enhver tænkelig vinkel, blev opgaven løst inden for tidsrammen, og etableringen af Ceres Plaza kunne fortsætte som planlagt. Der blev i alt boret 73 Ø40 mm GEWI-pæle med en længde på 19,5 meter.