19.03.2019 - Selskabsmeddelelse
Aarsleff skal bygge Danmarks højeste bygning
Per Aarsleff A/S har i dag indgået kontrakt med konsortiet Lighthouse United om opførelse af Lighthouse på Aarhus Ø, der med 142 meter bliver Danmarks højeste bygning.
Totalentreprisen omfatter opførelse af Tårnet på 43 etager, to sidebygninger – Promenadehuset og Kanalhuset – på hver 11 etager, samt etablering af tilhørende parkeringskælder i to planer.
Administrerende direktør Jesper Kristian Jacobsen, Aarsleff, udtaler: ”Vi har været glade for samarbejdet i planlægningsfasen med Rune Kilden, Stine Hindby, Domis Ejendomme, arkitektfirmaet 3XN A/S, ingeniørfirmaet Rambøll A/S og Schønherr Landskab. Den indledende projektering har været en god og åben proces, som gør selve byggefasen mere effektiv, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde og komme i gang med opførelsen af dette spændende byggeri i Aarhus.”
Projekteringen har involveret flere af Aarsleff-koncernens afdelinger og selskaber. Her har alle involverede parter i projektet været med til at bearbejde og bidrage til bygbarheden, hvor fx en model af højhuset er blevet testet i omfattende vindstudier. Vi har desuden udført fuldskalatest af funderingen med etablering af to borede pæle med en diameter på Ø2000 millimeter boret ned i næsten 70 meters dybde.
Byggeriet begynder i april 2019 og afleveres i flere etaper. De første lejligheder forventes afleveret primo 2022, mens de sidste forventes afleveret medio 2022.
Kontrakten har en værdi på cirka 1,2 milliarder kroner.
Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2018/19.