10.11.2021 - Selskabsmeddelelse
Aarsleff skal udvikle Terminal 3 i Københavns Lufthavn
Per Aarsleff A/S har indgået totalentreprisekontrakt på udvidelsen af Terminal 3 i Københavns Lufthavn.
Udførelseskontrakten sker på baggrund af co-creation-kontrakten, som Aarsleff blev tildelt tilbage i marts 2019 i samarbejde med Cowi A/S, Zeso Architects og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
”Vi glæder os naturligvis meget over, at vi har bidraget til projektet, som vi nu skal udføre for Københavns Lufthavn. Det har været en succesfuld og effektiv co-creation-proces, hvor vi i tæt samarbejde har udviklet og udformet den komplekse udvidelse. Vi har gode erfaringer fra tidligere projekter i lufthavnen, og vi glæder os til at komme i gang med et nyt spændende projekt, som tilmed skal foregå mens fly, medarbejdere og passagerer bruger lufthavnen, som de plejer,” udtaler Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff.
Udvidelsen skal stå færdig i 2028, og de første par år vil der alene være begrænset byggeaktivitet.
Kontrakten har en værdi på 2,1 milliarder kroner.
Kontrakten vil indgå i forventningerne til regnskabsåret 2021/22, som offentliggøres 21. december sammen med årsrapporten for regnskabsåret 2020/21.