21.12.2021 - Selskabsmeddelelse
Årsrapport for 2020/21
Bestyrelsen for Per Aarsleff Holding A/S har i dag behandlet og godkendt selskabets reviderede årsrapport for 2020/21.
Hovedpunkter:
- Omsætningen steg med 10,5 % til 14.694 mio.
- EBIT på 648 mio. svarende til en EBIT-margin på 4,4 %.
- Anlæg & Byggeri bidrager med et EBIT på 308 mio., hvilket er lidt lavere end forventet.
- Fundering bidrager med et EBIT på 164 mio. hvilket er som forventet.
- Rørteknik bidrager med et EBIT på 176 mio., som er segmentets hidtil bedste resultat.
- Stabil ordreindgang på 14.259 mio.
- Tilfredsstillende cash flow fra driften på 471 mio.
- Udbyttet for regnskabsåret 2020/21 foreslås øget til 8 kr. pr. aktie a nominelt 2 kr.
Forventninger til 2021/22:
For at give et bedre indblik i udviklingen i Anlæg & Byggeri-segmentet opdeler vi det i tre rapporteringsenheder, henholdsvis Anlæg & Byggeri, Teknik og Rail. Rørteknik og Fundering fortsætter uændret. Fremadrettet rapporteres der således på fem enheder.
- Omsætningsvækst på 8,5 %. Væksten er inklusive Permagreen Grønland A/S.
- EBIT i størrelsesordenen 700 mio., svarende til en EBIT-margin på 4,4 %.
- Høj andel af ordrebeholdning til udførelse i regnskabsåret.
- Anlæg & Byggeri forventer 12 % højere omsætning sammenlignet med sidste regnskabsår og en EBIT-margin på 3,8 %.
- Teknik forventer 5 % højere omsætning sammenlignet med sidste regnskabsår og en EBIT-margin på 2,5 %.
- Rail forventer 13 % højere omsætning sammenlignet med sidste regnskabsår og en EBIT-margin på 4,4 %.
- Fundering forventer 5 % højere omsætning sammenlignet med sidste regnskabsår og en EBIT-margin på 5,5 %.
- Rørteknik forventer 3 % højere omsætning sammenlignet med sidste regnskabsår og en EBIT-margin på 6,5 %.
- Fortsat stor usikkerhed omkring udviklingen i råvarepriser samt tilgængelighed af kritiske materialer og komponenter, der understøtter produktionen.
- Investeringerne i materielle aktiver eksklusive leasede aktiver forventes at blive cirka 750 mio. mod 639 mio. sidste regnskabsår. Det høje investeringsniveau kan henføres til større investeringer i nyt fælles kontor i Taastrup til Wicotec Kirkebjerg A/S og Petri & Haugsted AS, etablering af ny pælefabrik i Skåne samt investering i Funderings nye produkt, en præfabrikeret skruepæle.
Administrerende direktør i Per Aarsleff Holding A/S Jesper Kristian Jacobsen udtaler:
”For tredje år i træk kan Aarsleff-koncernen præsentere et historisk resultat. Det har været et usædvanligt år med meget høj aktivitet, og vi har, som de andre aktører i bygge- og anlægsbranchen, opretholdt driften under coronapandemien, men været udfordret af lokale restriktioner på hvert af vores europæiske markeder. Derfor er vi naturligvis også meget glade for at kunne præsentere et historisk godt resultat for Aarsleff-koncernen – flot på både top- og bundlinjen. Et resultat, som kun har været muligt, fordi alle vores mange dedikerede medarbejdere har ydet en ekstraordinær indsats. Vi har et stærkt udgangspunkt for de kommende år. Vores nuværende ordrebeholdning er god, og vores ordreindgang er stabil. Samtidig er der udsigt til flere større og interessante projekter i Danmark, herunder flere afledt af regeringens infrastrukturplan.”
Årsrapporten er offentliggjort via Nasdaq Copenhagen A/S og vedlagt denne meddelelse samt tilgængelig på www.aarsleff.com.
Relaterede dokumenter
Årsrapport 2020-21