31.03.2022

Mere end bare en ø

I dag har Ørsted + ATP og partnere præsenteret sit koncept for Nordsøens Energiø. Det bliver en ø i konstant udvikling, selv efter den er bygget færdig. Et dynamisk stykke Danmarkshistorie, der er designet til at blive krumtappen i den grønne omstilling. 

Nordsøens Energiø består af en lille inddæmmet ø, der udbygges med fleksible moduler, som løbende kan tilføjes og udskiftes efter behov. Moduler bygges på land og tilkobles øen, så den let kan opgraderes til at forbinde mere end de 10 gigawatt havvind, der er Danmarks nuværende ambition, ligesom den kan tilpasses til at rumme den rivende udvikling inden for Power-to-X og andre teknologier i både 2030 og 2050. 

”Med dette koncept har vi taget kendte teknologier og byggemetoder og sammensat dem på en ny, intelligent og banebrydende måde tilpasset det barske miljø i Nordsøen. Det betyder, at vi kan give danskerne en energiø, som kan sikre en enorm skalering af havvind, som fra start er klar til fremtidige behov”, siger Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff, der leder entreprenørkonsortiet, som udover Aarsleff består af Van Oord fra Holland ogBouygues Construction fra Frankrig. 

Visionen er at bygge mere end bare en ø. Vi vil skabe en ø, der er i konstant udvikling. En fremtidssikret ø, hvor der vil være ubegrænset plads til innovation og tilpasning, i takt med at den grønne omstilling udvikler sig.

Læs mere på energiøens hjemmeside og se også videoen her.