24.02.2023 - Selskabsmeddelelse
Wicotec Kirkebjerg indgår teknikkontrakt på Nyt Hospital Nordsjælland
Aarsleff-koncernens teknikentreprenør Wicotec Kirkebjerg A/S skal udføre de tekniske installationer på Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød.
Kontrakten på teknikentreprisen er på 1,15 milliarder kroner og er indgået mellem Wicotec Kirkebjerg og NCC Danmark, som er hovedentreprenør på byggeriet af hospitalet.
”Det er en stor og vigtig kontrakt for Wicotec Kirkebjerg. Et hospitalsbyggeri stiller naturligt høje krav til vores arbejde, og de tekniske installationer på Nyt Hospital Nordsjælland er både omfattende og enormt komplekse. Vi glæder os til at komme i gang og ikke mindst forsætte det gode samarbejde med NCC og Region Hovedstaden,” siger Jesper Kristian Jacobsen, administrerende direktør i Aarsleff.
Det 123.000 kvadratmeter store hospital opføres som en kløverformet bygning i fire etager plus kælder, og teknikentreprisen omfatter installationer til medicinske gasser, vand, afløb, sanitet, køl, varme, ventilation, sprinkling, belysning, el, kommunikation samt nød- og 10kV-forsyning. Derudover skal Wicotec Kirkebjerg styre og koordinere de arbejder, der hører under bygningsautomatik samt brand og sikring, herunder styring og koordinering af indregulering, commissioning og idriftsætning af delanlæggene.
Hospitalet forventes at stå færdigt i 2025.
Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2022/23.