28.03.2023

Aarsleff har solgt sine russiske forretninger

Efter en knap et år lang proces har Aarsleff nu opnået alle de påkrævede godkendelser i både Danmark og Rusland, og salget af Aarsleffs russiske forretninger er nu gennemført.

Aarsleff har renoveret kloak- og drikkevandsledninger for de russiske forsyningsselskaber, og beslutningen om at forlade Rusland skete på baggrund af den russiske invasion af Ukraine jf. Aarsleffs selskabsmeddelelse fra 31. marts 2022.

Som oplyst tidligere, er salget sket til den lokale ledelse, og forretningen er regnskabsmæssigt blevet behandlet som et aktiv bestemt for salg og nedskrevet til dagsværdi, hvilket har resulteret i en ikke-likvid nedskrivning på 66 millioner kroner i forrige regnskabsår.

Salget vil ikke påvirke Aarsleffs forventninger til EBIT for regnskabsåret 2022/23.