15.08.2024

Aarsleff skal opføre Mejlbryggen i Aarhus

Med 305 boliger, 22 erhvervslejemål og cirka 29.000 etagemeter bliver der plads til nye beboere på Aarhus Ø.

 

Aarsleff har netop indgået aftale med udvikleren Prime Office A/S om opførelsen af Mejlbryggen, et ambitiøst byggeri udført i totalentreprise beliggende på det inderste af Aarhus Ø – tæt på centrum.

Projektet omfatter 305 boliger og 22 erhvervslejemål og vil, når det er færdigt, optage et etageareal på cirka 29.000 kvadratmeter fordelt på 19 opgange med egen elevator. I tilgift udføres cirka 7.500 kvadratmeter kælder med parkeringspladser, depotrum og teknik. Aarsleffs kontraktsum er på cirka 700 millioner kroner – og vi får mulighed for at bringe flere af koncernens specialkompetencer i spil på projektet.  

Byggeriet skal opføres i et One Company-samarbejde mellem Per Aarsleff A/S og koncernens teknikentreprenør Wicotec Kirkebjerg A/S – hvor vi trækker på intern ekspertise i alt fra etablering af byggegrube til opførelse af råhus samt installation og teknik.

Tidlig involvering og tæt samarbejde

Forud for kontraktindgåelsen har Aarsleff arbejdet i såkaldt ”tidlig involvering”, hvor vi har deltaget i projekteringen af Mejlbryggen, lige fra de første streger blev sat på papir.

Det har den klare fordel, at vi i dag står med et særdeles bygbart projekt – hvor vi er godt inde i alle dimensioner og materialevalg. Det er sket takket være et tæt samarbejde med udvikleren Prime Office og administrerende direktør Mogens Vinther Møller. Det forklarer Klaus Andersen, afdelingsdirektør i Aarsleff. 

”Prime Office har udvist en særlig respekt og fortrolighed, som har været afgørende for en vellykket proces og et gennemarbejdet projekt. Karrébebyggelsen er en del af transformationen af Aarhus Ø, og som samlet Aarsleff-team glæder vi os derfor til at virkeliggøre bygherres visioner i et tæt samarbejde,” siger han.

Totalentreprisen er udviklet i samarbejde med Aarsleffs rådgivere Luplau & Poulsen, Arkplan og Afry.

Grønne takter og DGNB-certificering

Selve byggeriet bliver en fornuftig blanding af en traditionsrig tilgang koblet med bæredygtige ambitioner.

Husene vil blive pælefunderet og opført som elementbyggeri, og vi vil samtidig indfri bygherres målsætning om et byggeri certificeret til DGNB-guld, hvilket understreger projektets høje krav til kvalitet og bæredygtighed.

Desuden etablerer vi opholdsarealer på tagene med belægning og sedum. Karréerne vil i øvrigt omkranse gårdmiljøer, der komplementeres med et spændende bio-miljø med kuperet landskab, beplantning og inventar.

Allerede i august 2024 begynder nedbrydningen af de oprindelige bygninger på byggefeltet, og vi forventer at kunne aflevere projektet primo 2028.