04.11.2024 - Selskabsmeddelelse

Aarsleffs bestyrelse skal have ny formand

Bestyrelsesformand i Per Aarsleff Holding A/S, Ebbe Malte Iversen, genopstiller ikke til den kommende generalforsamling, som finder sted 30. januar 2025. 

Ebbe Malte Iversen, som netop er fyldt 73 år, har en lang Aarsleff-karriere bag sig. Han blev ansat som ingeniør i 1975 og i 1999 blev han udnævnt til administrerende direktør, en post som han overdrog til Jesper Kristian Jacobsen i 2018. Siden 2019 har Ebbe Malte Iversen været formand for bestyrelsen i Per Aarsleff Holding A/S. 

Efter generalforsamlingen til januar har bestyrelsen til hensigt at konstituere sig med Jørgen Dencker Wisborg som formand. Jørgen Dencker Wisborg, som er 62 år, har siden sin indtræden i Aarsleff bestyrelse i januar 2022 været næstformand. 

Jørgen Dencker Wisborg bidrager med sin store erfaring inden for ledelse, strategi og udvikling og har, siden 2022, hvor han stoppede som administrerende direktør for energiselskabet OK, udelukkende koncentreret sig om bestyrelsesarbejde. Foruden den nuværende næstformandspost hos Aarsleff er han blandt andet bestyrelsesformand for Schouw & Co.