20.01.2025

Fire store rammekontrakter til Aarsleff Rail

Aarsleff Rail A/S afsluttede 2024 med en fyldt ordrebog og fire nye rammekontrakter med Banedanmark. I december indgik selskabet to rammeaftaler om fjernelse af overflødig signaludrustning i forbindelse med indfasningen af det nye signalsystem. Og lige inden årsskiftet blev selskabet derudover tildelt to ud af tre rammeaftaler for manuel sporvedligeholdelse på fjernbanestrækningerne omkring København og S-banen.

De fire rammeaftaler har tilsammen en forventet omsætning på knap 700 millioner kroner fordelt over de næste otte år.

Nedtagning af gammelt signaludstyr i hele landet

Banedanmark har udbudt opgaven med at nedtage og indsamle gamle signaler, sikringshytter og master i to rammeaftalekontrakter henholdsvis øst og vest for Storebælt. Arbejdet skal begynde hurtigst muligt og danne grundlag for et langvarigt samarbejde over de næste otte år. Et samarbejde, som Aarsleff Rail ser frem til:

”Med de to rammeaftalekontrakter har vi markeret, at vi kan kombinere vores kundes behov for en hurtig start med en langsigtet indsats. Samtidig understreger det Aarsleff Rails rolle i moderniseringen af den danske jernbane: Vi har medvirket ved installation af det nye signalsystem på S-banen i København, og vi skal nu nedtage det gamle system over hele landet,” siger Thomas Mollerup, administrerende direktør hos Aarsleff Rail A/S.   

Sporvedligehold omkring København og S-banen

De to rammeaftaler for manuel sporvedligeholdelse af Banedanmarks strækninger omkring København og S-banen omfatter en lang række opgaver, som Aarsleff Rail har stor erfaring med fra tidligere kontrakter med både Banedanmark samt også nuværende kontrakter med fx Sund & Bælt og Aarhus Letbane.

”Vi glæder os til at igangsætte mobiliseringen frem mod kontraktperiodens start og få det bedst mulige samarbejde i gang med Banedanmark. Drifts- og vedligeholdelseskontrakter er et fokusområde for os, fordi det medvirker til et kontinuerligt opgaveflow, der komplementerer vores mange projekter, som typisk er meget årstidsafhængige. På den måde har vi fast arbejde til vores dygtige medarbejdere gennem hele året,” siger Thomas Mollerup.  

Sporvedligeholdelsesopgaverne omfatter eftersyn og periodisk vedligeholdelse af sporkomponenter, planlagte reparationsarbejder og afhjælpning af akutte fejl, herunder etablering af et døgnberedskab.  Kontrakternes udførelsesperiode løber fra 1. januar 2026 og fem år frem med mulighed for forlængelse med 2 x 1 år svarende til en samlet periode på syv år.