10.02.2025

Aarsleff Rail skal ombygge Aarhus Hovedbanegård for Banedanmark

Banedanmark har den 4. februar indgået kontrakt med Aarsleff Rail A/S om fornyelse og renovering af Aarhus Hovedbanegård.

De omfattende ombygningsarbejder på Aarhus Hovedbanegård begynder i slutningen af marts og afsluttes ved udgangen af 2026. Banedanmark kalder projektet afgørende for fremtidssikringen af fjernbanen i Danmark. Foruden kortere rejsetid vil det betyde, at de dieseldrevne tog kan erstattes af eldrevne det sidste stykke ind mod den jyske hovedstad.

I begyndelsen af december indgik de to parter desuden kontrakt på etablering af depot- og arbejdsarealer forud for selve ombygningen.

Mange kompetencer i spil

Fornyelse af Aarhus Hovedbanegård indeholder stort set alle Aarsleff Rails kompetencer inden for banearbejde. Vi skal ombygge spor, flytte jord, omlægge kabler, udføre perroner og ombygge sikringsanlægget. Alt sammen naturligvis med stort fokus på jernbanesikkerhed, så vores dygtige medarbejdere kan arbejde sikkert, mens arbejdet foregår.

”Vi ser frem til et spændende og vigtigt projekt i Aarhus i samarbejde med Banedanmark. Vi har erfaring med ombygning af flere af Danmarks travleste stationer fx Københavns Hovedbanegård og Østerport Station samt en stribe andre, som har budt på lignende udfordringer. Samtidig glæder vi os naturligvis også over, at vi kan bidrage til reduceret luftforurening, mindre støj og de øvrige fordele, som følger med elektrificeringen af togdriften,” siger Thomas Mollerup, administrerende direktør hos Aarsleff Rail A/S.  

Længere perroner og klar til eltog

En af de helt store opgaver i ombygningskontrakten er blandt andet flytning af alle sporskifterne i banegraven på strækningen lige inden selve hovedbanegården for at skabe plads til arbejdet med perronerne, som både skal fornyes og forlænges. Derudover skal sporene sænkes, så der bliver plads til master og kørestrøm under den trafikerede bro på M. P. Bruuns Gade, en kontrakt som Aarsleff Rail allerede er involveret i som led i Banedanmarks elektrificeringsprogram.

”Kontrakten på ombygningen af Aarhus Hovedbanegård er vigtig for Aarsleff Rail. Projektet er både stort og kompliceret samt vigtigt for miljøet, og det tiltrækker naturligvis vores kompetente medarbejdere, som søger helt særlige udfordringer. Men det tilfører også en masse læring til vores organisation, som vi kan bruge på nye opgaver,” siger Thomas Mollerup.

Samlet har de to kontrakter på ombygning af Aarhus Hovedbanegård en værdi på cirka 340 millioner kroner.