20.11.2025

Aarsleff og Ístak skal opføre ny bro i Reykjavik

Fossvogurbroen – det er navnet på det seneste markante infrastrukturprojekt, vi og vores islandske søsterselskab Ístak hf. skal udføre sammen i den islandske hovedstad Reykjavik.

Vi har netop indgået en kontrakt til en værdi af cirka 400 millioner kroner om opførelsen med Betri samgöngur ohf. – en offentlig virksomhed ejet af henholdsvis den islandske stat samt seks kommuner i hovedstadsområdet. Detailplanlægningen er igangsat, og broen skal stå færdig i sommeren 2028, fortæller forretningsdirektør i Per Aarsleff A/S, Thomas Kofod Bentsen, der er ansvarlig for aktiviteterne i Nordatlanten. Han uddyber:

”Fossvogurbroen er et projekt, der passer perfekt til os. Vi kombinerer Ístaks lokalkendskab og Aarsleffs internationale erfaringer fra større vandbygningsprojekter med specialkompetencer inden for fundering og produktionskapacitet hos Aarsleff BIZ – vores betonelementfabrik i Polen. Det er netop den type opgave, hvor vores One Company-samarbejde virkelig kommer til sin ret,” lyder det.

Store krav til planlægning og sikkerhed

Projektet udføres som hovedentreprise, og der er masser af interessante delopgaver for den teknisk interesserede fagmand.

Broen opføres med fem spænd og består af 900 tons stål, 1.000 kubikmeter præfabrikeret beton og 2.100 kubikmeter in-situ beton. Fundamentet etableres på 36 borede stålpæle, mellem 10 og 27 meter lange, som forankres halvanden meter nede i grundfjeldet.

Broen skal desuden opføres tæt ved Reykjaviks indenrigslufthavn, hvilket stiller særlige krav til sikkerhed og installationsmetoder – herunder strenge højderestriktioner. Ístaks erfaringer fra arbejder ved Keflavik International Airport bliver derfor en vigtig ressource på projektet.

Fossvogurbroen er en del af første fase af Borgarlínan – et Bus Rapid Transit-system for Reykjavik, der skal reducere såvel rejsetiden som CO2-udledninger i relation til persontransporten i den travle hovedstad.