24.09.2026
Aarsleff gør sig klar til en branche på el
I det vestlige Aarhus kan forbipasserende nu følge med fra fortovskanten, mens tungt anlægsarbejde bliver udført med elektriske maskiner, og vi indhenter nye erfaringer.
På Haslehøjvej i Aarhus V arbejder de elektriske maskiner fra Per Aarsleff A/S sig forsigtigt gennem ler og grus, mens vi udskifter kloakrør for Aarhus Vand.
Den store skovl på Volvoen fjerner udtjente fjernvarmerør, mens den med præcise bevægelser nærmest danser rundt om et fiberkabel, der hænger på tværs af udgravningen. Formålet er at indhente praktiske erfaringer med brugen af el-maskiner og se, hvordan teknologien fungerer under reelle forhold på et typisk kloakprojekt, forklarer seniorprojektchef ved Per Aarsleff A/S, Bjarne Paysen:
”I vores partnerskab om fornyelse af kloaknettet i Aarhus – Vandpartner – tester vi og Aarhus Vand, hvad et skifte i drivmiddel betyder for udførelse, økonomi og logistik. Vi ser samtidig nærmere på ladeinfrastruktur, valg af maskiner og brugen af powerbanks og tjekker markedets modenhed: Kan vi få det materiel, vi har brug for – og giver det bedst mening at leje eller købe? Ambitionen er at få mere kloak for de samme penge og samtidig reducere CO2-udledningen,” siger han.
Udfordrende infrastruktur
Erfaringerne fra projektet viser indtil videre, at de elektriske maskiner kan løse opgaverne på niveau med tilsvarende dieselmaskiner. Udfordringen ligger i højere grad i de praktiske rammer omkring arbejdet – ikke mindst adgangen til strøm.
På kloakprojekter er der ofte behov for større maskiner fra 15 tons og opefter. De kræver strøm med høj styrke for at kunne lade effektivt – typisk 125 ampere eller mere. På projektet i Aarhus er der cirka to kilometer fra byggepladsen til den nærmeste transformatorstation, der har kapacitet til at levere 125 ampere, og ifølge maskinchef i Aarsleff, Bo Mikkelsen, er det en barriere.
”Ser vi på udviklingen i Europa, begynder bygherrer især i Skandinavien at efterspørge eldrevne maskiner på anlægsprojekter – ikke mindst de større maskiner på 20-30 tons. Men skal eldrevne maskiner for alvor udbredes på de tungere anlægsprojekter, er der blandt andet behov for bedre adgang til strøm og flere ladepunkter tæt på byggepladserne,” siger han.
Maskinføreren: Den yder på højde med diesel
Tilbage på Haslehøjvej bliver et nyt plastkloakrør lagt i den ene ende af udgravningen, indbygget i sand, vibreret og stampet. I den anden ende arbejder gravemaskinens skovl præcist og kontrolleret videre, og bag joysticket sidder maskinfører og sjakbajs Sebastian. Han giver el en anbefaling med på vejen.
”Maskinen fungerer glimrende – og yder fuldt ud på højde med en tilsvarende dieselmaskine. Det har krævet lidt tilpasning at omlægge arbejdsgangene, så de passer med ladetiderne, men når det kommer til hydraulik og styretøj, har jeg ikke noget at klage over. Det virker upåklageligt,” siger Sebastian fra førerhuset i sin 23 tons tunge Volvo EC230 Electric, der er en af de større elektriske gravemaskiner, Aarsleff arbejder med lige nu.
I Aarsleff følger vi markedet tæt, og flere elektriske maskintyper og størrelser indgår allerede i koncernens investeringsplaner – særligt i de mindre vægtklasser. På projektet i Aarhus fortsætter Aarsleff med at høste erfaringer med eldrevne maskiner, mens kloakledningerne på Haslehøjvej bliver renoveret for Aarhus Vands kunder.