05.11.2013 - Funderings nyhedsbrev
Aarsleff designer og udvikler pælestyr
Aarsleff har designet og specialfremstillet et pælestyr, som støtter de 24 tons tunge rørpæle, vi rammer forud for etableringen af en ny 400 kilovolt-forbindelse mellem Kassø ved Aabenraa og Tjele ved Viborg
Udfordringen bestod i, at vi skulle finde en holdbar og effektiv løsning på ramning af store rørpæle og samtidig fjerne risikoen for at ramme dem skævt. Da ramning af rørpæle i lignende dimensioner aldrig tidligere er blevet udført på landjorden i Danmark, hentede vi blandt andet inspiration fra etablering af havvindmølleparker, hvor Aarsleff har stor erfaring med fundering af rørpæle i lignende dimensioner.
”Vi fokuserede i designfasen på at få frembragt et mobilt setup, der relativt nemt kan flyttes. På projektet Kassø-Tjele rammer vi cirka 400 rørpæle, som udgør fundamenterne til masterne til en 400 kilovolt-højspændingsledning. Da rørpælene er fordelt over en 180 kilometer lang strækning, er det vigtigt, at opsætning og nedtagning kan udføres ukompliceret og hurtigt”, fortæller Claus Andersen, designleder fra Mekanisk Design.
Lignende opgave aldrig udført i Danmark
De store rørpæle har en diameter på 2,1 meter og en længde på 16 meter. På grund af deres størrelse bliver de installeret med en frithængende 42 tons hammer, der løftes på plads på toppen af rørene med en mobilkran. Hvor en traditionel rammemaskine med mægler forhindrer, at pælen slås skævt, er der ved en frithængende hammer risiko for, at røret rammes skævt ned, og at det i værste tilfælde kan vælte med hammeren. Rørpælene har derfor brug for støtte under den første del af ramningen.
Krøjemekanismen var en udfordring
Ideen til at bruge en gravemaskine til at støtte røret opstod allerede tidligt i projektet. Men en gravemaskine kan kun støtte røret i maskinens længderetning og ikke på tværs. Dens krøjemekanisme er ikke designet med så stort et kraftoverskud og ville derfor give efter for den samlede vægt af røret og hammeren.
Fra idé til funktionelt pælestyr
Aarsleffs ingeniører i Mekanisk Design designede i første omgang maskinen i 3D og lavede alle tænkelige udregninger i forhold til funktion, vægt og modstandskraft. Da den endelige opbygning var blevet godkendt, gik vores værksted i gang med at producere pælestyret i tæt samarbejde med ingeniørerne.
”Det nyudviklede pælestyr er bygget op som en kæmpe klo, der griber fast omkring de store rørpæle. Mellem gravemaskinen og selve kloen er der monteret to støtteben, der kompenserer for gravemaskinernes manglende kraft i krøjemekanismen. Pælestyret er udformet, så det passer på gravemaskinernes hydrauliske lynskifte, så gravemaskinen også kan udføre almindelige opgaver”, fortæller Claus Andersen.
Test og CE-mærkning
Den første model blev grundigt gennemtestet. Vi testede funktionaliteten af pælestyret og dets maksimale støtteevne. Pælestyret er løbende blevet optimeret og forbedret i et tæt samarbejde mellem designafdelingen og folkene på pladsen, og det fungerer fremragende i praksis.
I henhold til Maskindirektivet, og som et led i vores arbejdsmiljøpolitik, er alle Aarsleffs maskiner CE-mærkede. Det gælder også for vores pælestyr. Det er Mekanisk Design, der CE-mærker maskinerne og sikrer, at kollegerne har de fornødne brugervejledninger. Pælestyret er i øvrigt patenteret.