Byggegrube på Kalvebod Brygge
Etablering af byggegrube i tæt byområde
Per Aarsleff A/S udførte i 2016 byggegruben til et større kontorbyggeri og et af Danmarks største OPP-projekter (Offentlig-Privat-Partnerskab) nogensinde.
Arbejdet omfattede etableringen af en 10.600 kvadratmeter byggegrube på Kalvebod Brygge i København. Det foregik i et One Company-samarbejde mellem Anlæg & Byggeri, Fundering og med assistance fra Aarsleff Design & Engineering.
Opgaven tog udgangspunkt i en traditionel spunsbyggegrube, men flere forhold gjorde projektet komplekst. En eksisterende fjernvarmekanal tæt på spunslinjen medførte risiko for sætninger, hvilket krævede alternative løsninger.
I samarbejde med Aarsleffs designafdeling blev der derfor udført forboringer og etableret en DIWA-MIX-slurryvæg, som muliggjorde en sikker og kontrolleret spunsning. Samtidig blev planlagte rammede pæle erstattet af borede fundamenter for at beskytte de omkringliggende installationer.
Grundvandssænkningen var ligeledes udfordrende, da metrobyggeriet i området havde egne anlæg i drift. Det krævede tæt koordinering og udvidelse af Aarsleffs eget anlæg, som blev anvendt til reinfiltrering af vand fra begge byggegruber.
Forsinkelser i spunsarbejdet betød desuden, at udgravningen blev forceret i samarbejde med bygherren. Ved at anvende dumpere direkte i udgravningen kunne arbejdet udføres hurtigere og uafhængigt af deponiers åbningstider.
Arbejde udført af Aarsleff Anlæg & Byggeri og Fundering
Relaterede referencer