Nyt Beder Vandværk udført i totalentreprise

Opførelse af ny vandværksbygning med integreret servicebygning og skyllebassiner

I Beder syd for Aarhus har Per Aarsleff A/S i partnering med Aarhus Vand A/S opført et moderne vandværk, der både leverer rent drikkevand og fungerer som et arkitektonisk bidrag til bymiljøet.

Den 1.500 kvadratmeter store bygning rummer en integreret servicebygning på 220 kvadratmeter og er placeret ved Beder Bypark, hvor glaspartier giver borgerne indblik i de ni meter brede og syv meter høje rentvandstanke samt de tolv filtreringstanke. Vandværket er dimensioneret til en årlig indvinding på 2,7 millioner kubikmeter vand med en behandlingskapacitet på cirka 500 kubikmeter pr. time.

Der er etableret tre vandværkslinjer i lukket kredsløb med rustfri rentvandstanke på i alt 1.350 kvadratmeter, udpumpningsanlæg mod både Aarhus og Beder samt SCADA-styrede tekniske installationer. Projektet omfattede 6.000 kubikmeter udgravning, 480 meter kloakledninger, 1.000 kubikmeter beton og 1.470 kvadratmeter elementmontage. Bygningen fremstår med teglbeklædte sider og tag, inspireret af vikingetiden, og er resultatet af et komplekst samarbejde med arkitekter og interessenter.

Som en del af totalentreprisen har Aarsleff inddraget egne VDC-specialister, der med VR-briller gav bygherrens driftsmedarbejdere en virtuel gennemgang af byggeriet med det formål at optimere installationer og adgangsforhold. Det styrkede både design- og udførselsfasen og sikrede en smidig indkøring af anlægget.

Arbejde udført af Aarsleff Anlæg & Byggeri

Relaterede referencer