Tunnelering i Aarhus midtby
Ny tunnel afhjælper regn- og spildevandsproblemer i Aarhus C.
Som led i et større anlægsarbejde for Aarhus Vand omkring klimatilpasning af Aarhus midtby har Per Aarsleff A/S i samarbejde med koncernens tunneleringsspecialist Entreprenørfirmaet Østergaard A/S etableret en knap 900 meter lang tunnel fra Marselisborg Renseanlæg til Jægergårdsgade. Tunnelen skal transportere regn-og spildevand væk fra Aarhus midtby og direkte ud på renseanlægget.
Arbejdet begyndte med udgravning og etablering af en 13 meter dyb spunsgrube ved Marselisborg Renseanlæg. Den cirkulære grube med en diameter på 23 meter blev fra starten tænkt ind i en større sammenhæng og skulle efterfølgende fungere som bassin og pumpestation. I forbindelse med selve tunneleringsarbejdet var det nødvendigt at forstærke noget af spunsgruben med en midlertidig betonvæg for at modstå det 1.000 tons store tryk fra de donkrafte, der drev tunnelboremaskinen frem. Under borearbejderne stødte vi på flere forhindringer i form af store sten på 1,5 meter i diameter og en enkelt havnekonstruktion, der blev fjernet gennem Østergaards særlige seks meter lange og åbne tunnelboremaskine.
Selve den 881 meter lange tunnel var også udfordret af terrænet, fordi ruten fra Marselisborg Renseanlæg til Jægergårdsgade gjorde det nødvendigt at slå tre sving undervejs. I det sidste og skarpeste sving benyttede vi kortere betonrør på 2,3 meter modsat i resten af tunnelen, hvor de var fire meter lange. Samlet set består tunnelen af 246 betonrør med en indvendig diameter på 2,2 meter.
Arbejde udført af Aarsleff Anlæg & Byggeri og Fundering
og Aarsleff-selskabet
Østergaard A/S
Relaterede referencer